Hej og velkommen til.
Velkommen til min hjemmeside.
Hej, jeg hedder Brian og er 45 år. Bor i Roskilde med min søn på 15. Jeg er til daglig direktør i et mindre IT-firma, som jeg er medejer af. I min fritid underviser jeg i japansk kampsport, Jujutsu og Judo, samt nyder at fortælle om rom (drikken) og holde smagninger der. Jeg er også frivillig helårsleder på Roskilde Festival.
Straffeattest: Ren.
Børneattest: Ren.
Uddannet landsbørneinstruktør, kampsport: Ja.
Ordblind: Ja.
Læs mere om min kampsportsprofil, lige her
Jeg har lige siden jeg var barn vidst der var noget som ikke var helt som det skulle være. Jeg var ikke som de andre børn i klassen. Jeg gemte mig væk i en "rolle". Jeg følte mig uønsket, ikke elsket, at jeg ikke kunne noget og var dårlig i skolen. Jeg ikke var den jeg ønskede, for der var noget som gjorde ondt, som jeg ikke kunne tale om. Jeg lod denne tilstand være i mange år, turde ikke kigge på den, og var - sådan er jeg, hvis i ikke kan lide denne her Brian, så smut. Jeg var bange for hvad andre tænkte om mig, hvis jeg fortalte min historie.
I mit voksne liv, ønskede jeg hele tiden at bryde fri, at bare være mig, ikke ham som havde været udsat for overgreb, syntes mad var svært - ja bare ham. Jeg brugte at jeg selv mente jeg var mærkelig og et dårligt menneske, som en beskyttelse over for mig selv, og derved var 110% sikker på at andre syntes det samme. Jeg savnede at blive holdt om, at blive elsket, at være noget - fuck jeg spillede rollen godt (brød sammen nogle gange).
Den rejse er jeg igang med nu, uha jeg er igang - og vil kæmpe i mod alle de dårlige tanker jeg har om mig selv. Jeg vil sætte de ting i livet som er svære ind på rette hylde, og snakke med dem, men ikke lade dem styre mig mere, komme ud af rollen (fuck det er svært). Jeg er så træt af at tabe i kærlighed, ikke at kunne fastholde en kæreste, træt af at have en "rolle" som jeg tror beskytter mig. En meget særlig og kærlighed kvinde fik skubbet mig det sidste stykke til at stå frem. Jeg vil for altid takke hende for at hun bare var der, elskede mig, og ja på hendes kærlige dejlige måde, fik vist mit hjerte at der er lys for ende af tunnelen. Desværre kunne jeg ikke fastholde hende.
Jeg har fundet ud af, at jeg er en mønsterbryder og bryder min socialearv, jeg burde have ligget på gulvet på et plejehjem, og have drukket min hjerne væk, men det er jeg ikke. Jeg har også gemt mig i alkohol. Jeg tør godt sige det højt (uha det er svært), men jeg har succes på mit arbejde og igennem mit fritidshobby som kampsportsinstuktør og som frivilligleder på Roskilde Festival - jeg har brudt arven, jeg kan noget - og den rejse vil jeg ud med, til andre, som står lige som mig, at ens barndom startede mega øv.